Pressemeddelelse -
KIA og Hyundai præsenterer en teknologi med opladning via solpaneler som drivmiddel til fremtidens miljøvenlige biler
Fredericia, den 5. november 2018 – KIA Motors og Hyundai Motors har offentliggjort planer om at introducere en opladningsteknologi med solpaneler på taget af udvalgte modeller. Strømgenererende solpaneler bliver integreret i bilens tag eller motorhjelm og leverer ekstra strøm til biler med forbrændingsmotor, hybridbiler og batteridrevne elbiler, så brændstofeffektiviteten og rækkevidden øges.
Solopladningsteknologien er udviklet til at understøtte bilens primære energikilde og dermed forlænge rækkevidden og reducere CO2 emissionen. Systemet vil kunne oplade batterierne i miljøvenlige el- og hybridbiler og i biler med forbrændingsmotor, så brændstofeffektiviteten forbedres.
Hyundai Motor Group er i gang med at udvikle tre typer solopladningssystemer til bilernes tag: Førstegenerationssystemet er til hybridbiler, mens anden generation af teknologien omfatter et semitransparent tagsystem med solpaneler til biler med forbrændingsmotor. Tredje generation af teknologien vil være introduktionen af et let solpaneltag til batteridrevne elbiler.
Førstegenerationssystemet, som skal anvendes på hybridbiler, består af en struktur af solpaneler fremstillet af silikone, der er integreret i bilens standardtag. Det system kan oplade batteriet 30-60 % i løbet af en almindelig dag afhængigt af vejrforholdene og andre miljømæssige faktorer.
Anden generation af systemet med et semitransparent solpaneltag skal anvendes på biler med forbrændingsmotor, og det vil være første gang i verden, at den teknologi anvendes. De semitransparente teknologier kan integreres i et panoramasoltag, så der kan komme lys ind i kabinen, mens bilens batteri samtidigt oplades. Anvendelsen af solopladningssystemer til biler med forbrændingsmotor vil gøre det muligt for bilerne at opfylde de stadigt strengere miljøkrav, der regulerer CO2-emissionerne.
Tredje generation af systemet testes i øjeblikket. Det er udviklet til at kunne anvendes på taget og motorhjelmen på miljøvenlige batteridrevne elbiler for at maksimere den elektriske energi.
Sådan fungerer solpanelteknologien fra Hyundai Motor Group
Solopladningssystemet består af et solpanel, en styreenhed og et batteri. Når panelet absorberer fotoner af sollys, frigøres elektronerne, så de kan flyde frit og skabe elektricitet.
Et 100 W solpanel kan producere op til 100 Wh energi (under ideelle forhold: middagstid på en sommerdag 1.000 W/m2 strålingsintensistet). Styreenheden omfatter Maximum Power Point Tracking (MPPT), som styrer spændingen og strømmen for at øge effektiviteten af den elektricitet, der indvindes via solpanelet. Strømmen konverteres og lagres i batteriet eller anvendes til at reducere belastningen af bilens vekselstrømsgenerator, hvorved bilens rækkevidde øges.
”I fremtiden forventer vi at se mange forskellige typer elektricitetsskabende teknologier integreret i vores biler. Solpaneltaget er den første af disse teknologier, og den vil betyde, at biler ikke længere passivt forbruger energi, men aktivt begynder at producere energi”, udtalte udvikleren bag teknologien Jeong-Gil Park, som er Executive Vice President for Engineering and Design Division hos Hyundai Motor Group. ”Det er en spændende proces for os at udvikle en teknologi, der kan hjælpe bilejerne med at gå fra at forbruge energi til at producere energi.”
Hyundai Motors lancerer første generation af teknologien i sine biler efter 2019 for at imødekomme målsætningerne for de globale regulativer og forbedre bilernes brændstofeffektivitet. KIA Motors vil også annoncere planer om at anvende teknologien i mærkets biler i den nærmeste fremtid.
Emner
KIA Import Danmark AS (www.kia.com) er et selskab under Nellemann koncernen (www.koncern.nellemann.dk) med hovedsæde i Fredericia, og beskæftiger i dag cirka 30 ansatte. Vi målretter vores modelprogram i hvert enkelt segment, så vi kan tilbyde kunden mest bil for pengene. KIAs dna er et stærkt design samtidig med en driftssikker kvalitet, som vi bakker op med vores unikke 7 års garanti (op til 150.000 km – men fri km i de første 3 år). Hermed har KIA kunden et lavt niveau af omkostninger som bilejer. Den lange garanti sikrer samtidig én af de højeste restværdier i markedet.
KIA Import Danmark AS havde et travlt og spændende 2017 med intet mindre end 7 ny-bils lanceringer. 2018 byder måske på knap så mange store nyheder, men dog usædvanlig mange spændende opdateringer. Den største nyhed bliver introduktionen af den helt nye Ceed i starten af 2. halvår. Og med en særdeles stor efterspørgsel på plug-in-hybrid modeller, står KIA stærkt med to skarpe PHEV modeller i hhv. Niro PHEV og Optima PHEV. Selvom KIA debuterede på markedet for plug-in-modeller sidste år, lykkedes det med et flot salgstal på 205 plug-in-modeller at gå ud af 2017, som det bedst sælgende plug-in-hybrid mærke på personbiler.