Pressemeddelelse —
Kia udvider PV5 Chassis Cab-programmet med nyt 71,2 kWh Long Range-batteri
Fredericia, den 24. september 2026 – Kia Danmark lancerede i maj PV5 Chassis Cab med et 51,5 kWh batteri til en pris på 230.000 kr. ekskl. moms. Nu udvides modelprogrammet med et større 71,2 kWh Long Range-batteri. Den nye version koster 250.000 kr. ekskl. moms og giver især virksomheder med længere daglige kørselsbehov større fleksibilitet.
Med introduktionen af det nye Long Range-batteri får danske erhvervskunder endnu flere muligheder for at konfigurere PV5 Chassis Cab efter deres konkrete behov. Det større batteri henvender sig især til virksomheder og flådekunder med behov for at tilbagelægge længere strækninger mellem opladningerne – uden at gå på kompromis med Chassis Cab-platformens fleksibilitet.
PV5-modelprogrammet omfatter Cargo, Passenger og Chassis Cab. Som Kias første dedikerede, fuldelektriske chassis-platform danner PV5 Chassis Cab grundlag for en lang række professionelle opbygninger og gør det muligt for virksomheder at tilpasse bilen til forskellige kørselsmønstre, anvendelsesområder og arbejdsmiljøer.
Større batteri giver flere anvendelsesmuligheder
PV5 Chassis Cab Long Range med 71,2 kWh batteri understøtter DC-lynopladning og har en motorydelse på 120 kW. Batteriet kan oplades fra 10-80 % på cirka 30 minutter. Ved opladning med 11 kW AC tager en opladning fra 10-100 % cirka 6 timer og 30 minutter.
Rækkevidden for PV5 Chassis Cab med 71,2 kWh Long Range-batteriet vil variere afhængigt af bilens opbygning. Til sammenligning har PV5 Cargo L2H1, der blev lanceret i 2025, en rækkevidde på op til 416 km med samme Long Range-batteri (WLTP).
Den større batterikapacitet giver virksomheder bedre mulighed for at afstemme bilens konfiguration med den daglige kørselsdistance og de tilgængelige lademuligheder. For flåder med længere eller mindre forudsigelige daglige ruter – eller virksomheder med begrænset adgang til opladning i løbet af arbejdsdagen – giver Long Range-versionen ekstra batterikapacitet i den samme kompakte Chassis Cab-platform.
Den endelige rækkevidde og nyttelast afhænger af den færdige opbygning samt bilens specifikation, udstyr, last, rute og driftsforhold.
– Erhvervskunder har brug for løsninger, der afspejler den måde, de rent faktisk bruger deres biler på. Long Range-batteriet på 71,2 kWh øger fleksibiliteten i PV5 Chassis Cab og giver virksomheder større mulighed for at balancere kørselsdistance, lademuligheder og krav til opbygning på én kompakt elektrisk platform, siger Erhan Eren, Director PBV hos Kia Europe.
Kompakt format – større aktionsradius
PV5 Chassis Cab med 71,2 kWh batteri bevarer de egenskaber, der er centrale for modellen: kompakte dimensioner på under fem meter, gode manøvreegenskaber i bymiljøer og omfattende muligheder for specialopbygning.
En venderadius på blot 5,5 meter – bedst i klassen – gør bilen velegnet til blandt andet bykørsel, depoter, byggepladser og andre steder med begrænset plads. Det åbne chassis bag kabinen danner samtidig grundlag for en lang række professionelle opbygninger.
Udviklet til professionelle opbygninger
PV5 Chassis Cab er baseret på Kias dedikerede PBV-platform, Electric-Global Modular Platform for Service (E-GMP.S), og er fra starten udviklet til at kunne udstyres med opbygninger til specifikke anvendelsesformål.
I samarbejde med europæiske opbygningspartnere er PV5 Chassis Cab udviklet til blandt andet lad- og tipopbygninger til byggebranchen, landbrug og kommunale opgaver, tre forskellige typer boksopbygninger til e-handel og pakkedistribution samt køleopbygninger til dagligvarer og temperaturkontrolleret transport. Dertil kommer specialopbygninger til eksempelvis forsyningsvirksomheder, service og vedligeholdelse.
Afhængigt af den færdige konfiguration kan en High Box-opbygning tilbyde op til 8 m³ varerum. Det illustrerer platformens fleksibilitet og er ikke udtryk for én standardiseret fabriksvariant. Den endelige opbygning, udstyr, certificering og tilgængelighed afhænger af den enkelte opbygningspartner og lokale krav.
Kunderne kan dermed tage udgangspunkt i en fuldelektrisk platform udviklet af Kia og i samarbejde med en opbygningsspecialist konfigurere den færdige bil til den konkrete arbejdsopgave.
PV5 har fået en stærk start i Danmark
PV5 har siden introduktionen fået en stærk modtagelse på det danske marked – både som personbil og varebil. Den fuldelektriske PBV-model har på kort tid etableret sig blandt de mest populære modeller i sine respektive segmenter.
Med introduktionen af det større 71,2 kWh batteri til Chassis Cab udvider Kia nu PV5-programmet yderligere og giver danske erhvervskunder endnu flere muligheder for at tilpasse bilen til den konkrete arbejdsopgave.
PV5 Chassis Cab er omfattet af Kias 7 års/150.000 km fabriksgaranti, mens batteriet er dækket i 8 år.
Emner
Kategorier
Alle ovenstående tekniske data og priser er gældende på tidspunktet for udgivelsen af pressemeddelelsen – og kan blive ændret. Specifikationer og funktioner nævnt i denne pressemeddelelse kan variere afhængigt af land/region.
Kia Import Danmark AS (www.kia.com) er et selskab under Nellemann koncernen (group.nellemann.dk) med hovedsæde i Fredericia, og beskæftiger i dag cirka 40 ansatte. Kias dna er et stærkt design samtidig med en driftssikker kvalitet, som bakkes op af mærkets unikke 7 års garanti (op til 150.000 km – fri km i de første 3 år).
Kias tidlige skridt i forhold til at popularisere elbiler, placerer mærket i spidsen for elektrificeringen af den danske bilpark. Mærket har et bredt modelprogram af elektrificerede bilmodeller, hvilket naturligt medvirker til, at Kia er et af de bedst sælgende elbil-mærker.